Vores stand ved Jul i Zoo er lukket – men du kan stadig nå at vinde julepræmier

Vores stand ved Jul i Zoo er lukket – men du kan stadig nå at vinde julepræmier

Billedet er taget på vores stand sidste år.

På grund af coronasituationen lukkede vores stand ved julelysvandringen i Aalborg Zoo den 18. december. Men vores store juletombola fortsætter frem til jul, nu i Røde Kors Centeret. Mød op og prøv lykken, og giv til julehjælpen imens.

På grund af de seneste coronarestriktioner måtte årets magiske julelysvandring i Aalborg Zoo desværre lukke før tid i lørdags. De zoologiske haver som Aalborg Zoo lukkes med de restriktioner, der trådte i kraft om morgenen søndag den 19. december.

Derfor er vores stand også lukket, og vi kan desværre ikke længere samle penge ind til årets julehjælp ved at sælge genbrugsjulepynt i Aalborg Zoo. Tombolaen, hvor du kan vinde en lang række flotte præmier fra butikker og virksomheder i Aalborg og omegn, flytter til vores storbutik på Ny Kærvej.

Sidste år var vores stand ved julelysvandringen i Aalborg Zoo en stor succes. Vi solgte mange varer og tombolalodder, og det var med til at sikre julehjælp til 185 familier i Aalborg og omegn – et rigtig flot tal, som er kundernes og ikke mindst vores frivilliges fortjeneste.

I år gør vi det igen, og vi vil gerne hjælpe endnu flere lokale familier.

 

Vær med til at give til julehjælpen og vind flotte præmier op til jul

Hvis du vil være med til at give lokale familier en god jul, så kom forbi Røde Kors Centeret på Ny Kærvej 43, 9000 Aalborg og prøv lykken i tombolaen. Se åbningstider og adresser for vores genbrugsbutikker her.