Børnekarneval 2021 gentænkt: Røde Kors er med til leg, inklusion og fællesskab i Kildeparken

Børnekarneval 2021 gentænkt: Røde Kors er med til leg, inklusion og fællesskab i Kildeparken

Af Michael Diaz Frey

Maj måned er som regel kendetegnet ved at, Aalborg er ramt af en glødende karnevalsstemning, hvor både den Internationale Parade, Børnekarneval og Aalborg Karneval løber af stablen. I år har maj måned indtil videre set rigtig sløv ud på vejrfronten, men det afholdte heldigvis ikke en god portion børn, deres forældre og pårørende fra at deltage i årets udgave af Aalborg Børnekarneval.

Ligesom så mange andre organisationer, så har Aalborg Karneval også haft sine udfordringer med afholdelse af events, hvor Covid-19 har gjort, at mange festivaler, koncerter og andre større begivenheder må afholdes med mange restriktioner, særlige forhold eller helt på aflyses.

Det tvinger jo de hårdtarbejdende organisationer til at tænke kreativt, og heldigvis har Aalborg Karneval vendt denne situation til det bedre – faktisk noget rigtig godt. De har nemlig valgt at afholde en anderledes udgave af Aalborg Børnekarneval, hvor forskellige organisationer, foreninger og netværk, der beskæftiger sig med udsatte børn, var inviteret til en uge i børnenes tegn.

Aktivitetsleder i Qnet og bestyrelsesmedlem, Anne Kathrine Gjessing fik inviteret Qnet og Frivillig Familieven med, da det er Røde Kors-aktiviteter, der også arbejder med udsatte børn. De to Røde Kors-aktiviteter var repræsenteret til en rigtig god pinsedag i Kildeparken med en masse sjove aktiviteter og underholdning for børnene. Ved at blive specielt inviteret til sådan en dag gør, at børnene føler sig set og hørt, og det giver dem en oplevelse af inklusion og fællesskab, hvilket har været enormt vigtigt grundet corona-situationen.

Meget usædvanligt for et karneval, som vi kender det, blev der ikke marcheret gennem Aalborg by i en masse forskellige, fine, sjove og farverige kostumer. Det var derimod indskrænket til et hjørne af Kildeparken, hvor børnene, forældre og frivillige blev mødt af Star Wars-karakterer ved indgangen og med et stærkt line-up af forskellige aktører, der stod klar med sjove aktiviteter for børnene. Der var blandt andet mulighed for at udfolde sine kreative talenter i hatteboden og med kridt-kunst i Kunstens bod. Man kunne ligeliges agere skarpretter med legetøjspistoler fra Funcenter, og hvis man trængte til at være mere aktiv, var der en forrygende god agilitybane, hvor man hurtigt glemte, at vejret ikke var bagende hedt. Der var desuden mulighed for at få lidt til den søde tand hos spejderne, hvor der blev lavet skumfiduser over bål, som passende kunne nydes, når underholdningen fra scenen tog over.

Man må sige, at Aalborg Børnekarneval har sørget for, at der er noget for enhver smag, og det er tydeligt at events som det her, har stor betydning for børnene, deres familier og ledsagere. Takket være Aalborg Karneval har det været muligt at give børnene et afbræk fra hverdagen, hvor de fik mere opmærksomhed, rum og voksenkontakt grundet et set-up med få inviterede, hvilket kan have stor betydning for de her børn. Det var en rigtig god eftermiddag til Børnekarneval i Kildeparken.