185 familier modtog julehjælp gennem Røde Kors Aalborg i 2020

185 familier modtog julehjælp gennem Røde Kors Aalborg i 2020

 

På landsplan kunne 13.300 danske familier fejre jul i 2020 med hjælp fra Røde Kors.

185 familier modtog julehjælp gennem Røde Kors Aalborg i 2020.

Uddeling af gavekort på 800,- kroner foregik tirsdag den 15.12. i Røde Kors Centeret, hvor over halvdelen af gavekortene blev udleveret. Vores frivillige koordinator Dorthe Møller Søndergaard og en ad hoc-frivillig Leyla Blom Michelsen var på plads fra kl. 11-17. Onsdag den 16.12. blev resten af gavekortene udleveret fra Røde Kors-butikken i Nørresundby kl. 12-18 – bortset fra 18 stk., som blev afleveret i modtagernes postkasse torsdag den 17.12. Gavekortene kunne bruges i tre Coop-butikker: Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen.

Julehjælp betyder ekstra god mad, guf, julehygge og gaver til familier, der er økonomisk udfordrede i julen. Julehjælpen giver glæde hos dem, der modtager den. Derfor vil vi gerne sige tusind tak til jer, der har uddelt gavekort eller støttet op om Røde Kors på anden vis – det er jeres indsats, der gør julehjælpen mulig! Der skal også lyde en kæmpe tak til de mange mennesker, som har givet et bidrag til julehjælpen gennem vores bod på den magiske julelysvandring i Aalborg Zoo.

Læs også det portræt, som Nordjyske kort før jul bragte af vores frivillige koordinator, Dorthe, der de sidste tre år har koordineret julehjælpen i Røde Kors Aalborg: Dorthe er en af julens helte: – 800 kroner betyder virkelig meget.

Julehjælpen bliver (desværre) kun vigtigere

Antallet af familier, der efterspørger julehjælp, har i de seneste år været under en bekymrende udvikling. I 2012 uddelte Røde Kors julehjælp til 4.000 familier på landsplan. I 2017 var det 11.000. I 2019 var antallet af familier steget yderligere til ca. 12.200 – og i 2020 rundede vi så 13.300 udsatte familier, der modtog julehjælp.

Flere og flere børn vokser op i familier, hvor ressourcerne er få og afsavnene store. Deres hverdag adskiller sig markant fra andre børns. Der er ikke råd til børnefødselsdag, ferier og fritidsaktiviteter. Det er med til at isolere børnene fra deres jævnaldrende – og det påvirker deres trivsel på både kort og lang sigt.

I julen kan isolationen føles ekstra stor. Mens de fleste børn og voksne glæder sig til julen, er højtiden for udsatte familier ofte forbundet med ekstra store bekymringer. Der er ikke råd til julemiddag, juletræ eller gaver til børnene. Ofte er julen fyldt med dilemmaer og afsavn, fordi økonomien ikke slår til. For familierne, og ikke mindst for børnene, er julen følelsen af at stå helt udenfor. For børnene kan det f.eks. betyde, at det er svært at komme i skole efter juleferien, fordi de ikke kan fortælle om en god jul som deres kammeraters.

Julehjælpen kan ikke alene vende den udvikling, vi ser i disse år, men den kan give børnene og deres familier noget at samles om og glædes over i juletiden. Den kan give børnene mulighed for at fortælle deres kammerater om en god jul, når de kommer tilbage i skolen efter ferien.

Røde Kors’ arbejde med at hjælpe udsatte familier i Nordjylland og hele resten af Danmark fortsætter, selvom julen er overstået. Hvis du vil være med til at hjælpe, enten økonomisk eller som frivillig, så læs mere her: Støt os – Røde Kors Aalborg